Del 1: Ung hvor kragerne er vendt

Det kan være svært at være ung i en udkantskommune. Sådan er det også på Langeland. Dårlig velfærd og ringe uddannelsesmuligheder får de unge til at flytte væk, selvom de elsker øen. Mange af dem vender aldrig tilbage.

Af Lærke Bjørn Andersen og Louise Lyck Dreehsen

Fredag den 14. maj 2010 var der forfest i Lindelse før halballet i Bagenkop, hvor Langelands unge gav den gas.

Neonlysene skærer sig ned i pigerne, der klædt i lårkorte kjoler og hotpants vrider sig på dansegulvet i Bagenkophallen. De fleste af drengene sidder bænket ved langbordene bagerst i hallen og betragter pigerne med sultne og nysgerrige blikke. Resten står i baren.

“Vi ta’r lige en tur tilbage til 1985,” råber DJ’en fra Diskotek Infinity ind i mikrofonen og lader “Kom tilbage nu” dunke ud af højtalerne.

Langt størstedelen af de dansende kan ikke huske 1985. De er født i 90′erne, og de har det tilfælles, at de er vokset op på Langeland.

Færre unge på Langeland

Engang var Langeland en ø, man blev født på, voksede op på og døde på. Man var langelænder fra vugge til grav. Sådan er det ikke mere, og om få år vil de unge blive delt op i dem, der bliver – og dem, der flytter.

Mange af dem vender aldrig tilbage og bosætter sig i stedet i de store byer, hvor der er uddannelse, puls og arbejde.  Udviklingen er langt fra et nyt fænomen. Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af langelændere mellem 20 og 29 år er mere end halveret over de seneste 30 år.

Og fremtidens befolkningsudvikling ser ikke lysere ud: Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning viser, at de unge forsvinder fra Langeland. Også det samlede befolkningstal på øen falder, mens det på landsplan stiger. Samtidig stiger den ældre del af befolkningen på øen.

Kilde: Danmarks Statistik.

“Det er et stort problem, fordi det er de unge, der giver liv i en by. Som udviklingen er nu, sker der en foraldring i udkantskommunerne samtidig med, at man tiltrækker sociale nomader, der er på overførselsindkomst. Det er en ond cirkel, og det betyder, at man ikke har nogen unge til at engagere sig i foreningslivet, og på sigt skrider skattegrundlaget,” forklarer Gunnar Lind Haase Svendsen, der er professor ved Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet.

Seks milliarder kroner til udvikling
Politikerne er klar over, at Udkantsdanmark har det hårdt. Derfor er der fra 2007 til 2013 afsat seks mia. kroner til udvikling af landdistrikterne.

Men der skal endnu mere fokus på yderområderne, mener blandt andet regeringspartiet Venstre, som nu har lavet et helt nyt katalog over løsningsforslag, der skal rette op og sætte “Danmark i bedre balance”.

Heri lægges der blandt andet op til, at det skal være nemmere for de unge at tage en uddannelse uden for de store byer, og at de, der vælger at blive boende i yderområderne, mens de læser, skal have større tilskud til transport, så det ikke er økonomien, der sætter begrænsninger.

Kærlighed til Langeland

Men hvordan er det at være ung langt fra byliv og uddannelsesmuligheder? Det har Ung i Udkanten blandt andet prøvet at finde ud af via en facebookgruppe, hvor de unge i udkantskommunen Langeland er blevet stillet spørgsmålet “Langeland – lort eller lagkage?” Og her har mange erklæret deres kærlighed til øen, der af folk udefra mest er kendt for sin festival og sine pølser.

En anden af Langeland-tilhængerne er 16-årige Laura Brandt Larsen. Hun er født og opvokset i Humble på Sydlangeland, hvor hun elsker at hænge ud sammen med sine venner. Hvis du klikker på videoen, vil Laura fortælle om sit liv og vise dig nogle af de steder på øen, der har betydning for hende.

Laura fremhæver fællesskabet, ligesom mange andre langelændere gør, når de skal fortælle, hvad det bedste ved at bo på Langeland er.

Ikke lutter lagkage
Det nære fællesskab kan dog også have en bagside. Det har det blandt andet haft for 21-årige Christian Hartmeyer-Dinesen, der flyttede fra Langeland som 16-årig. Se hvorfor i vidoen her:

Christian er ikke den eneste, der har givet udtryk for, at Langeland ikke altid er lutter lagkage. På Facebooksiden er der flere, der deler den opfattelse.

Dårlig velfærd og mangel på rollemodeller

Langeland scorer bundkarakter i mange statistikker og analyser, som handler om uddannelsesniveau, indkomst og velfærd.

Senest er Langeland i en rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, blevet fremhævet som den kommune, der har den næstdårligste velfærd i Danmark.

Men det har ikke altid været forbundet med dårlig velfærd at bo i en udkantskommune.

Anderledes i gamle dage
Der var engang, hvor de unge blev boende i landdisktrikterne, forklarer Gunnar Lind Haase Svendsen fra Syddansk Universitet.

”Før 1965 var der et levende landsbysamfund med mange lokale butikker, mejerier, skole og brugs. Dengang var man stedbundet og flyttede ikke væk. Det hele ændrede sig mellem 1965 og 1970, hvor de lokale andelsforeninger blev nedlagt og centraliseret i byerne. Mor kom på arbejdsmarkedet, der blev færre lokale arbejdspladser, og man begyndte at pendle mere for at komme på arbejde og i skole,” siger han og forklarer, at levestandarden samtidig steg drastisk i de år. Så helt dårligt var det ikke. Det er det til gengæld i dag.

En af de ting AE har beregnet velfærden på, er uddannelse. Og her ser det skidt ud på Langeland.

Det mærker man ikke på de unge langelændere i Bagenkophallen. De griner, danser og flirter sig gennem natten, som var der ingen dag i morgen. Her er det nuet, vennerne, den pumpende bas og plastikkruset med øl, der betyder noget, og skolen, der venter mandag morgen, er en by i Rusland.

Læs mere om uddannelse i næste del af fortællingen, hvor du møder 20-årige Andreas, som studerer i Odense, og 17-årige Marcus, som studerer i Svendborg. Mød dem og hør, hvor tidligt de står op for at nå bussen:

Del 2: Langt til skole